Sundhedsmiljø i butikken
Projektperiode: oktober 2023 - juni 2024
Kort projektbeskrivelse
Formålet med projektet, Sundhedsmiljø i Butikken, var at undersøge, hvordan arbejdet i dagligvarebutikker kan organiseres, så det understøtter medarbejdernes fysiske, sociale og psykiske sundhed. Først blev arbejdets organisering og arbejdsopgaver i butikken kortlagt. Hvorefter der i samarbejde med medarbejdere og ledelse blev udviklet og afprøvet en Sundhedsmiljøindsats.
Baggrund
Butiksarbejde i dagligvarebranchen omfatter mange forskellige arbejdsopgaver og er ofte kendetegnet ved lange perioder med stående og gående arbejde, tunge løft, højt arbejdstempo og hyppig kundekontakt. Samtidig oplever mange butiksansatte både fysisk og mental træthed efter arbejdsdagen. Der er derfor behov for at undersøge, hvordan arbejdet i butikken kan organiseres og tilrettelægges, så det understøtter medarbejdernes fysiske, psykiske og sociale sundhed inden for branchens rammer.
Aktiviteter og resultater i projektet
Kortlægning
Som første skridt blev arbejdet i butikken kortlagt det vil sige observationer, tekniske målinger af fysisk aktivitet, spørgeskemaer og interviews i samarbejde med medarbejdere og ledelse. Formålet var at få indblik i arbejdsopgaver, arbejdsdagens opbygning samt fysiske og psykiske krav i butiksarbejdet. Ud fra kortlægningen tegnede der sig et billede af, at arbejdet i butikken var præget af høj fysisk- og mental belastning. Medarbejderne rapporterede træthed, udmattelse og behov for restitution efter arbejdsdagen. De identificeret et klart ønske om mere ro i pauserne, både fysisk og mentalt.
Udvikling
På baggrund af kortlægningen blev der gennemført workshops med medarbejdere, ledelse og arbejdsmiljørepræsentanter. Her blev resultaterne fra kortlægningen præsenteret og brugt som afsæt for idéudvikling af en konkret Sundhedsmiljøindsats. Det der var enighed om var Sundhedsmiljøindsatsen ”Booster Breaks”. Indsatsen bestod af konkrete forslag til hvordan medarbejderne opnåede ro, restitution og frisk luft i løbet af arbejdsdagen.
Afprøvning
Booster breaks blev afprøvet i to varehuse over fire uger. Afprøvningen blev justeret og evalueret løbende i samarbejde med arbejdspladserne. Medarbejderne vurderede indsatsens fokus på ro og restitution som relevant og meningsfuldt, men den var vanskelig at gennemføre i praksis for mange af medarbejdere. Barrierer omfattede tidspres, korte pauser, fysiske rammer i butikken og en prioritering af socialt samvær i pauser. Mundtlig information og ledelsesopbakning viste sig at være vigtige faktorer for motivation og deltagelse.
Efter afprøvningen af indsatsen pegede spørgeskemadata på en positiv udvikling i rapporteret fysisk og følelsesmæssig udmattelse samt behov for restitution. Dog blev det tydeligt, at indsatsen ikke blev implementeret i et omfang, der gjorde det muligt at vurdere entydige sundhedseffekter.
Opsamling
Projektet viser, at Sundhedsmiljø-tilgangen har relevans i dagligvarebranchen, og at medarbejdere oplever et stort behov for mere fysisk og mental ro i arbejdet. Samtidig peger erfaringerne på, at en pilotindsats har begrænsede muligheder for at skabe varige forandringer i en travl butiksdrift. Resultaterne understreger behovet for ledelsesopbakning og gennemgribende organisatoriske ændringer, hvis Sundhedsmiljø-tilgangen skal føre til bæredygtige forbedringer for butiksansatte.
Læs mere
Kontakt